søndag den 22. marts 2015

Ærter i tagrender

Mit drivhus er allerede fyldt til bristepunktet afhalmballer, småplanter, forspiringsbakker og dahliaer i krukker. I dag blev endnu et forspiringsprojekt sat i gang: forspiring af ærter i tagrender. Det smarte er, at tagrenderne let kan hænges op i drivhuset, så de ikke optager bord- eller gulvplads. Tagrenderne er blevet fyldt op med havejord, og så har jeg sået ærterne, som jeg ellers ville gøre i køkkenhaven. Senere kan de let hældes ud i en rende i køkkenhave - og så er der tidlige ærter! 

søndag den 8. marts 2015

Årets projekt

Sidste år stod den på halmballer i massevis - i år skal der dyrkes skærehave i stor stil. Frøene er købt, de første er allerede sået, og højbedene er på plads. 
Det er et projekt, som børnene er meget interesserede i. Derfor har de fået deres egen lille skærehave, som de glæder sig til at passe.

Jeg har lavet 'planteskilte' af marksten. Det ser hyggeligt ud, og så forsvinder de ikke så let!


søndag den 26. oktober 2014

Første år i halmballehaven

Nu lakker den første sæson med halmballedyrkning mod enden, og jeg er en masse erfaringer rigere. Den varme, tørre sommer har været en udfordring, og jeg tror ikke, jeg var grundig nok med vandingen. Mine rodfrugter lykkedes i hvert fald ikke, men splittede sig op i trevler. Kålen drillede også. Kartoflerne havde det til gengæld supergodt. Og i drivhuset fungerede alt - her lå en velfungerende siveslange, som jævnligt blev tændt.

Næste år prøver jeg igen: Velfungerende siveslanger er nødvendige, da halmballerne tørrer hurtigt ud. Det er nok årets vigtigste lektie.








søndag den 8. juni 2014

Ingen lugning i køkkenhaven!

Halmballehave er en succes, må man sige. Tingene gror noget så fint, det ser hyggeligt ud, og så er der nærmest intet arbejde med det længere. Jeg vander lidt, og så nipser jeg lidt vildfarne hvedestrå op, når jeg alligevel går og nyder haven. Normalt plejer mange af mine afgrøder at drukne i ukrudt, men i år luger jeg slet ikke. 

I drivhuset har vi spist årets første tomat - og endda også årets første agurk. Varmen fra halmballerne har gjort, at jeg kunne plante tidligere ud end sædvanligt.

Jeg glæder mig til at vise billeder af afgrøderne, når jeg for alvor begynder at kunne høste. 



tirsdag den 29. april 2014

Det grønnes

Halmballehaven fungerer indtil videre rigtig godt. Jeg vander og plukker lidt spiret hvede i halmen, men ellers er der ikke så meget arbejde. Og det hele spirer. Løg og kartofler er bare proppet godt ned i halmen, uden jord, og det hele spirer, så det er en lyst.

Jeg har sat små kålplanter ned i halmballerne, og de vokser også fint.

Inde i drivhuset har planterne det lunt og godt i halmballerne. Af pladshensyn har jeg været nødt til at plante nogle agurkeplanter ud, og dem er jeg noget i tvivl om. Heldigvis har jeg flere indenfor, hvis de giver op i drivhuset. Tomaterne blomstrer lystigt, så hvis vi undgår alt for lave temperaturer, får vi tidlige tomater her.

lørdag den 19. april 2014

Påsken er god

Især når vejret bare er helt perfekt. Jeg har snart sået eller plantet i alle halmballerne - og det er allerede begyndt at spire.
Frø sår jeg i et lille lag spagnum, og det ser ud til at virke. Her er det skorzonerrødder, som er begyndt at titte frem. Jeg elsker skorzonerrødder, men den tunge lerjord i min have har ikke just været gunstig for dyrkningen af de lækre rodfrugter. Hvis teorien om dyrkning i halmballer holder, så skulle jeg få et super resultat i år.
Jeg har også plantet jordbær på siderne af halmballerne, så de bliver udnyttet optimalt. Der kommer ikke jord på bærrene, og sneglene skulle efter sigende holde sig fra en klatretur på de stikkende halmstrå. 

Og så er det grimme skur kommet ud til vejen at stå. Her sælger jeg lige nu kvan, gulbroget timian, matrem og ambra. Ambra er min favoritplante for tiden: Jeg elsker duften, den har en skøn, blid grøn farve og kan holdes som en tæt hæk lidt a la buksbom - bare kønnere og velduftende.

I år har jeg opstillet et minidrivhus ved carporten til tomatplanter og andre lidt sartere vækster. 

torsdag den 10. april 2014

Kønt er det ikke

Det er jo ikke just en potager, jeg har anlagt. Mit håb er, at man kan bære over med halmballerne til sommer, når de nærmest ikke er til at ane under de enorme grøntsager. Projektet har også skabt en del snak over hækken, og der er mange gode bud på, hvad jeg har gang i. 

Her de sidste par dage har jeg sået under plast. Hvis spiringen fejler, kan det jo heldigvis stadig nås.