mandag den 30. april 2012

Forventningens glæde

På mange måder er denne tid for mig den allerbedste i haven - man har stadig masser af gåpåmod og energi, og så er det stilheden inden det store brag, når alting pludselig begynder at springe ud for alvor. Endnu har man stadig troen på, at det hele lykkes: Pæonerne og roserne vil bugne af blomster, bedene vil vokse til med skønne stauder, så ukrudtet giver fortabt, og alle blomster- og farvesammensætninger vil være harmoniske ... Ak ja, man ved jo inderst inde godt, at det hele ikke vil blive indfriet, men det er netop det skønne ved denne tid: Håbet og løvet er lysegrønt.


Her er en ny ven, som jeg først fik i haven sidste år. Dens blomstring har været ventet med spænding, og her blev jeg ikke skuffet; det er en dobbelt anemone, og den er da godt nok overordentlig køn! 




Et større projekt er at få lavet "skrænten" pæn. Indtil sidste år stod der gamle forvitrede mirabeller her. Nu er planen at få gjort det indbydende og lidt vildt og uovervejet. Jeg slås med skvalderkålen her og er spændt på, hvor stor succes jeg får med at lade stauderne bekæmpe den for mig ...
Et projekt, der allerede er lykkedes, er mit sommerfuglebed ved siden af drivhuset. Her skal udelukkende vokse sommerfugle- og bivenlige vækster, og det er meget velbesøgt allerede. Det giver virkelig liv og variation i haven.
De grønne kupler af løv er helt sublime - og så indeholder de løfter om de skønne blomster, der kommer senere på sæsonen.
En aurikel i mit primulabed. De er bare så vilde, og bedet har da også et vist skær af cirkustelt over sig. Men primulaer er jo også en slags show-blomster. Og det har jeg brug for her i det tidlige forår - forhåbentlig indfinder der sig en Dalbysk harmoni i nogle af mine andre bede senere på sommeren ...

fredag den 27. april 2012

Kender I det?

Man mener at kunne huske, hvor man har plantet sine planter. Men det kan man jo ikke ...

Når man så i sin forårsiver går i gang med hakken, sker dette.

Hvornår lærer jeg for alvor at sætte bare en lille pind?

tirsdag den 17. april 2012

Rosenmareridt

Så er alle roserne skåret ned. Og med ned mener jer HELT ned. Selv min New Dawn med lækre, tykke stammer måtte jeg skære helt i bund. Jeg overvejede at tage billeder af de tomme bede, men det var alligevel for sørgeligt. Jeg håber bare, at den hårde kur redder dem.

Her til aften gik jeg en dejlig tur i skoven, det lettede lidt på humøret - sikke et syn! Hele skovbunden var stadig dækket af anemoner.

torsdag den 12. april 2012

Oooh, Othello (og venner)

I dag gik jeg så småt i gang med forårsbeskæringen af roserne. For mig er rosenbeskæring ren meditation. Det er en aktivitet, jeg vil have ro til, og jeg nyder arbejdet i fulde drag.

Jeg startede med min engelske rose, Othello, som jeg tidligere har nævnt. Den kan godt fremstå lidt vulgær med sin kraftige farve og sin dumme, stive vækst. Og så er den vanvittigt tornet. Men den har fulgt med mig, fra der hvor vi boede før, og den har trods flere flytninger blomstret smukt hvert år med store, duftende blomster.

Men ak. Det var intet mindre end et mareridt. Jeg måtte skære den helt ned. Her kommer de grumme billeder:
Før:
Efter:
Kun et enkelt lillebitte sundt skud fandt jeg. Resten var sat til med stængelsyge. Jeg har klippet alt ned, og nu håber jeg, at der kan komme sunde, friske skud.

Og det blev kun værre. For de roser, jeg nåede at beskære i dag, måtte alle have samme behandling. Alt er skåret ned til under jordniveau - og jeg kunne se, at her var stænglerne også brune indeni. Er der ikke lige nogen, som kan fortælle mig, at de har prøvet nøjagtig det samme, men nu har sunde og raske roser, som er kommet sig oven på angrebet? Jeg er ret modløs ...

Til slut kan jeg da lige vise et fint billede, så humøret kommer en anelse op igen. Motivet er jo ganske ordinært, men det fine er, at det er min datter på tre år, der har taget det. Helt klart et lucky shot, men under alle omstændigheder et dejligt billede.

onsdag den 11. april 2012

Tidsrøvere

Det er jo, som det skal være; børnene tager tid. De sidste par dage har jeg været alene hjemme med dem, og den store, Nanna, har influenza, og den mindste, Kasper, havde første "dag" (20 grådkvalte minutter) i dagpleje i går, så jeg har på ingen måde haft tid til haven. Jeg har kun lige nået et hurtigt kig i drivhuset hver dag for at sikre, at der ikke var noget, der manglede vand. Og det har været det. Det bliver godt at få assistance igen på børnefronten.


- Posted using BlogPress from my iPad

torsdag den 5. april 2012

Ikke just eksotisk ...

Lige nu sælger jeg jakobsstige.

Jakobsstigen er ikke en fancy plante, men den er bestemt værd at stifte bekendtskab med alligevel. Løvet er smukt og nærmest spurter op af jorden fra det tidlige forår, og senere kan man glædes over de smukke blå blomster - endda ad flere omgange, hvis man klipper blomsterstandene af efter afblomstring. Den selvsår sig gerne, men er nem at luge op, hvis den dukker op et uønsket sted.

onsdag den 4. april 2012

Men det er jo tomt ...

Skuret er blevet søsat! Men ak, det er tomt ... De små tomatplanter er ikke blevet store nok til at komme ud og stå hele dagen, desværre. I morgen vil jeg lige kigge på, om jeg muligvis har noget andet lækkert, som er klar til at få lidt frisk luft ude ved vejen.

Lækkert er i hvert fald de sprøde nye skud på min katteurt. Se lige den flotte kuppelform, planten har nu. Når først den blomstrer, så er udtrykket helt anderledes luftigt.

tirsdag den 3. april 2012

Nattefrost

Desværre bliver det en kold påske i år. Der er udsigt til nætter med frost, og jeg tør ikke risikere at miste nogen af mine små frøplanter, så alle mine småplanter i drivhuset bliver dækket til med fiberdug. Primulaerne fra primulateateret er også kommet ind i "varmen".

Mine roser er begyndt at skyde flot ... lidt for flot. Især min klatrende 'Janet' er jeg øm over. Den skal virkelig nurses, hvis den skal leve op til mine forventninger om at kunne dække hele rosenbuen. Her ses de flotte nye skud:

Og her er staklen pakket ind i fiberdug:





Til sidst et billede af en af de planter, jeg venter allermest spændt på. Det er en kæmpeslør, Crampe Cordifolia, som jeg fik af min mor sidste efterår. Jeg plantede den ud med det samme og dækkede den lidt til med lidt visne blade. Og nu er den sandelig begyndt at skyde fint! Den er jo lillebitte, men den skulle blive meget stor, det er næsten ikke til at tro (det er halmstrå, der ligger rundt om den).