onsdag den 8. august 2012

Tiden går

Ja, der har været lidt stille på bloggen i nogen tid. Overskuddet har manglet, og så har jeg ladet op i haven i stedet for at sætte mig foran computeren.

Vores have er stor, så dele af den har passet sig selv - og det har den faktisk gjort rigtig fint, mange bede har fyldt sig selv pænt ud, så ukrudtet har haft trange kår, hvilket jo er det, det hele handler om.

Der har været to store projekter i haven i år: gange omkring drivhuset af marksten og opførelse af et lille havehus. Begge dele er i gang, lige nu trækker havehuset mere end gangene. 

Havehuset tager form. Der mangler nu gulv, sider og tag. Jeg vil gerne have nogle gamle sprossevinduer i, men de skal lige findes først.


Skøn klematis. Den hedder 'Pink Fantasy'.

Drivhuset med de nye gange. Det giver altså bare noget ekstra med rustikke gange i køkkenhaven!

Plankeværk bygget af genbrugsbrædder. Planen er, at det skal dækkes af en klatrehortensia samt en kaprifolie 'Goldflame'.

Mit sommerfuglebed med vandsten. Det har været en stor succes, i hvert fald for bier og svirrefluer. Og de er jo også altid velkomne i haven.

Kære Geoff Hamilton med sin ven torskemund.

En noget overset engelsk rose, synes jeg. 'Janet' hedder den, og beskåret rigtigt skulle den efter sigende kunne bruges som klatrerose. Det er i hvert fald målet her, hvor den er sat op ad rosenbuen. Kom så, Janet!

Klematis 'Kiri Te Kanawi'. Den er meget iøjnefaldende og vokser sammen med en engelsk rose, 'Jude the Obscure'.