lørdag den 19. april 2014

Påsken er god

Især når vejret bare er helt perfekt. Jeg har snart sået eller plantet i alle halmballerne - og det er allerede begyndt at spire.
Frø sår jeg i et lille lag spagnum, og det ser ud til at virke. Her er det skorzonerrødder, som er begyndt at titte frem. Jeg elsker skorzonerrødder, men den tunge lerjord i min have har ikke just været gunstig for dyrkningen af de lækre rodfrugter. Hvis teorien om dyrkning i halmballer holder, så skulle jeg få et super resultat i år.
Jeg har også plantet jordbær på siderne af halmballerne, så de bliver udnyttet optimalt. Der kommer ikke jord på bærrene, og sneglene skulle efter sigende holde sig fra en klatretur på de stikkende halmstrå. 

Og så er det grimme skur kommet ud til vejen at stå. Her sælger jeg lige nu kvan, gulbroget timian, matrem og ambra. Ambra er min favoritplante for tiden: Jeg elsker duften, den har en skøn, blid grøn farve og kan holdes som en tæt hæk lidt a la buksbom - bare kønnere og velduftende.

I år har jeg opstillet et minidrivhus ved carporten til tomatplanter og andre lidt sartere vækster. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar