søndag den 22. marts 2015

Ærter i tagrender

Mit drivhus er allerede fyldt til bristepunktet afhalmballer, småplanter, forspiringsbakker og dahliaer i krukker. I dag blev endnu et forspiringsprojekt sat i gang: forspiring af ærter i tagrender. Det smarte er, at tagrenderne let kan hænges op i drivhuset, så de ikke optager bord- eller gulvplads. Tagrenderne er blevet fyldt op med havejord, og så har jeg sået ærterne, som jeg ellers ville gøre i køkkenhaven. Senere kan de let hældes ud i en rende i køkkenhave - og så er der tidlige ærter! 

søndag den 8. marts 2015

Årets projekt

Sidste år stod den på halmballer i massevis - i år skal der dyrkes skærehave i stor stil. Frøene er købt, de første er allerede sået, og højbedene er på plads. 
Det er et projekt, som børnene er meget interesserede i. Derfor har de fået deres egen lille skærehave, som de glæder sig til at passe.

Jeg har lavet 'planteskilte' af marksten. Det ser hyggeligt ud, og så forsvinder de ikke så let!